Nyheder
Isolerende PIR og PUR
13. november 2017Har du set filmen ”Den bedste mand”? Så var isolerende PUR og PIR i facadeelementer måske ikke det første, du kom i tanke om. Men det kan alligevel have sin relevans.
Filmen ”Den bedste mand” handler om bokseren Jørgen ”Gamle” Hansen. I filmen har det mere end 50 år gamle Holstebro-firma Holm Huse, kendt for højisolerende lavenergihuse, valgt at gentage en næsten 40 år gammel støtte til boksesporten, når den britiske skuespiller Arnold Oceng toner frem på skærmen i sin svedige træningstrøje som Kalule – med Holm Huses logo på brystet.
Pressefoto
Bokseren Ayub Kalule var oprindeligt fra Uganda. Da han debuterede som professionel bokser i KB Hallen i 1976, var grundlægger af Holm Huse, Svend Holm, allerede i fuld gang med at producere energieffektive huse til de energikrise-ramte danskere. Og han valgte at støtte mellemvægtsbokseren med et sponsorat.
”Jeg mødte ham nogle enkelte gange - han var en fuldstændig fantastisk bokser,” fortæller Svend Holm om Ayub Kalule, der vandt VM i 1979 og senere fik en VM-kamp mod bokselegenden Sugar Ray Leonard.
Hvorfor lige PIR?
I Holm Huse indgår det patentanmeldte ISO-KON+ elementsystem, hvortil Tinby Skumplast A/S leverer højisolerende kernematerialer i PIR-skum.
Systemet er kendt som et yderst fleksibelt, innovativt og solidt facadesystem. PIR-skumpladerne, der indgår i ISO-KON+ facadeelementerne til Holm Huse, bliver præfabrikeret på Tinby Skumplasts fabrik i Esbjerg og leveres i kundespecifikke mål til det konkrete byggeri.
PIR-skummet fremstilles i en special-receptur, hvori der bl.a. indgår brandhæmmende og selvslukkende materialer. PIR-skummet er en celleplast, der binder en isoleringsgas. Derved gøres de færdige facadeelementer modstandsdygtige over for luftgennemstrømning i lighed med den, man kender fra mineraluld. Den isolerende effekt ligger således indkapslet mellem cellerne og forbliver der gennem produktets levetid. Produktet har en varmeledningsevne på 0,022 W/mK og er betydeligt tyndere end tilsvarende materialer.
Et godt budskab at sprede
Lars Holm, der - sammen med sin bror Søren - driver Holm Huse efter deres far, interesserer sig mere for at bygge huse end for at brande sig. Han tror ikke, han sælger yderligere 100 lavenergihuse, blot fordi han støtter boksefilmen med sit sponsorat. ”Men det er trods alt med til at skabe en genkendelsesværdi,” siger Lars Holm, som er stolt af virksomhedens lange tradition. Og så mærkede han en stærkt stigende interesse for de energieffektive Holm Huse, da de blev nævnt i et boligprogram på TV2.
Interessen for energieffektive byggematerialer er kun steget siden Ayub Kalule og Jørgen ”Gamle” Hansen var på toppen…
Vil du vide mere om PUR- og PIR-materialers højisolerende egenskaber, så står Tinby Skumplast A/S til rådighed med yderligere information.