Nyheder

IAA-MESSEN I HANNOVER DEN 20.-27. SEPTEMBER

26. oktober 2018

Den 20.-27. september deltog Tinby Skumplast og Brdr. Bourghardt på 67. udgave af IAA-messen - Internationale Automobil-Ausstellung, kæmpemessen for erhvervskøretøjer i Hannover. Som i mange andre brancher var emnerne, der her var fokus på, automatisering, sikkerhed, miljø, elektrisk mobilitet samt nye logistik- og trafikkoncepter i fremtidens byer. 

2.174 udstillere fra 48 forskellige lande var til stede på messen - og blandt dem Tinby Skumplast v/ direktør Kim Hansen sammen med Brdr. Bourghardt v/ Henrik Sköld - og med besøg fra Michael Therkelsen, Michael Lind og Torben Nielsen.

 
Inden for transportbranchen anvendes polyuretanskumplader til isolering af køle- og frysevogne, containere og andre transportenheder pga. materialets lave vægt og store trykstyrke. Af den grund er messen især interessant for Tinby Skumplast, der som bekendt leverer netop denne type produkter til bl.a. trailer-, auto- og køleindustrien. 

Det lå samtidig Kim Hansen & co. på sinde at henlede de besøgendes opmærksomhed på de besparelser, man kan opnå ved at anvende et isoleringsmateriale med den høje isoleringsevne, som PUR’en er kendt for. 

Messen gav ikke kun Tinby Skumplast mulighed for at styrke eksisterende relationer, men også for at møde nye kunder. Og ifølge Kim Hansen gik messen rigtig godt:

- Det er gået udover al forventning. Der har været overvældende mange besøgende på messen, og vi har fået cirka 95 ny kontakter, som vi er i fuld gang med at bearbejde, siger direktør Kim Hansen fra Tinby Skumplast.

IAA-messen finder sted hver år i hhv. Hannover og Frankfurt. IAA-messen i Hannover bliver afholdt i lige år og har fokus på kommercielle køretøjer, mens messen i Frankfurt bliver afholdt i ulige år og har fokus på personbiler og motorcykler. Tinby Skumplast forventer at deltage på messen igen i Hannover i 2020.