Nyheder

Pressemeddelelse: Fynske isoleringskapper til Danmarks største hospitalsbyggeri

11. juli 2016

Det er fynsk-producerede polyuretankapper, der skal sikre lavt varmetab og dermed bedre varmeøkonomi i forbindelse med isolering af en stor del af ventilerne i teknikrummene på det nye supersygehus i Skejby v/ Aarhus. Sygehuset, hvis officielle navn er Det Nye Universitetshospital i Aarhus, er under opførelse og ventes at stå færdigt i 2019. Henved 1000 isoleringskapper er således gennem det sidste halvandet år monteret på byggepladsen, hvor Bravida Danmark er i fuld gang med installationsarbejdet.

Optimalt materiale til isoleringsproduktet

”Det er dejligt og positivt for os, at vores isoleringskapper er blevet valgt til en opgave som denne,” siger salgs- og projektchef hos Tinby A/S, Michael V. Therkelsen. Han understreger samtidig, at netop disse kappers materiale, det multifunktionelle plastmateriale polyuretan, er perfekt til opgaven i kraft af sine gode isoleringsegenskaber. Polyuretan, der i daglig tale forkortes ’PUR’, har nemlig en praktisk lambda-værdi på mindre end 0,028 W/mK, hvilket i praksis betyder, at der er store energimængder at spare, når PUR-kapperne monteres, idet varmespildet slet og ret reduceres og varmeøkonomien dermed forbedres væsentligt. ”Derudover opnår man en behageligere arbejdstemperatur i de rum, hvor kapperne anvendes, hvilket naturligvis højner arbejdsmiljøet,” forklarer Michael V. Therkelsen.

Også indenfor andre isoleringsopgaver oplever Tinby, at forespørgslerne på PUR vinder frem. Fx har også vinduesindustrien fået øjnene op for PUR’s isoleringsevne i vinduesprofiler.

Produktion til kunder i både ind- og udland

Mens Tinby A/S i snart 45 år har været mest kendt for produktion af et væld af kundespecifikke polyuretanløsninger til fx møbelbranchen, den grafiske industri, vindmølleindustrien og medico-segmentet, så er virksomhedens egne isoleringskapper et af de produkter, der afsættes som ’hyldevarer’ fra egne fabrikker, og hvis afsætning er i vækst. Isoleringskapperne aftages primært af førende danske VVS-grossister, og således er Weiss Isolering kunden bag de mange kapper til supersygehuset. Men også tekniske isolatører og OEM-kunder i ind- og udland bruger isoleringskapperne, der er produceret på Tinbys egne fabrikker.

Værktøjskassen i orden

Tinby producerer isoleringskapperne i egne aluminiumsværktøjer og har et væld af forskellige forme og modeller for at kunne levere til så godt som alle typer af ventiler og armaturer. Senest har virksomheden udvidet med 40 nye forme til produktion af isoleringskapper til fjernvarmeventiler og –anlæg. ”Med dette spænd dækker vi de fleste områder og ventiltyper; og skulle der blive behov for andre eller flere, så finder vi også ud af det,” siger Michael V. Therkelsen og tilføjer, at isoleringskapperne er nemme at bearbejde, montere og demontere med spændebånd, kliklåse og lignende og derfor kan bruges, genbruges og bearbejdes med stor fleksibilitet. ”Vi har lige nu tilbud ude på isoleringskapper til flere store byggerier og ombygninger og håber selvfølgelig at se Tinbys kapper i brug på endnu flere byggepladser fremover”, slutter han.

Om Tinby A/S | Tinby A/S har i snart 45 år leveret komplette polyuretanløsninger til kunder i hele verden. Polyuretan (fork. PUR) er et plastmateriale, der er kendt for sin høje brud- og slidstyrke, supereffektive isoleringsevner, gode kemiske, termiske og elektriske egenskaber, og materialet kan tillige produceres med meget lav vægt. Med sine 250 medarbejdere i Danmark, USA, Kina og Polen betjener Tinby A/S primært fire segmenter: 1) Kabinetter, 2) flex, 3) greentech og 4) design. Tinby A/S tilstræber at optimere og bibeholde et langvarigt samarbejde med sine kunder for at sikre højkvalitetsløsninger tilpasset den enkelte kunde, og virksomheden tager gerne ansvar for store dele af værdikæden - fra idé, konstruktion og udvikling til produktion, forædling og distribution. Tinby er lig med høj kvalitet og leveringssikkerhed til konkurrencedygtige priser - fra Danmark, Polen, Kina og USA.

 

Kontakt: Salgs- og projektchef Michael V. Therkelsen, +45 51 18 26 39, mvt@tinby.dk | www.tinby.dk